backwork.html
mainmain.html

The piece “TIN” is a result of a collaboration between the norwegian vocal/performance group “Små Grå”, “The Mannequin Ensemble” and Eyvind Guilbrandsen. It was performed at “DogA” in Oslo, Norway and “Literaturhaus” in Copenhagen, Denmark, May 2013.

TIN! (thaw) (2013)

The composer Jexper Holmen reviewed the performance in Copenhagen (in danish):



"Det var sært og gribende at være til vokalgruppen Små Grå og The Mannequin Ensembles 'Tin!'.


Sidstnævnte ensembles medlemmer er – som man sikkert kan regne ud – mannequindukker. En 10-20 stykker. Komponisten Eyvind Gulbrandsen, der står bag ensemblet, har installeret en højttaler i hver dukke så den kan give lyde fra sig.


Ved koncerten igår i Literaturhaus stod, sad og lå mannequinerne langs væggene og udstrålede en bizar blanding af selvsikkerhed og fremmedgørelse. En lå henslængt i et hjørne på et lukket klaver, en sad og stenede på et podie mens en del poserede stående, som man er vant til i butiksvinduer. Men de havde hverken tøj eller hår på, og var på en gang blottede i deres nøgenhed og utilnærmelige i deres livløse plast-eksistens.


Publikum sad ved caféborde mellem mannequindukkerne og de fire kvinder, der udgør Små Grå, gik rundt midt i lokalet og mellem mannequindukkerne.Når man kiggede sig omkring, så man således tre slags væsener; til stede i samme rum, men adskilt af usynlige hinder af konventioner og kendsgerninger.


Publikum var bare sig selv, men når man er tvunget til ar sidde ned, og ikke laver noget, kommer man nemt til at virke endnu mere passiv og blottet end en nøgen plastdukke. Normalt bliver man jo ikke kigget på, når man er publikum, men her var det – i hvert fald for mig – svært at undgå at se publikum i den modsatte side af lokalet som en slags installation på linje med mannequindukkerne. Ikke helt behageligt.


Små Grå var aktive og udadvendte. De sang, talte og performede. De prøvede energisk at komme i kontakt med mannequinerne. Først gik de rundt og hold mikrofoner hen til dem, så der opstod feedbackhyl, der ved hjælp af en rumklangsmaskine gav genlyd i alle dukkerne. Det gav en paradoksal virkning, som ethvert forsøg på nærhed blot førte til et længselsfuldt skrig – jo tættere på man kom, desto mere skingert blev ett.


Alt, hvad der foregik, syntes at handle om at eksistere sammen med andre mennesker. Små Grå pludrede løs i munden på hinanden. Det meste var fra en semantisk synsvinkel uforståeligt, men man kunne nemt opfatte, at det handlede om alle mulige basale menneskelige følelser og udtryk. Begejstring, misbilligelse, ømhed, frustration, vrede, skam, latter.


Det var meget virtuost og musikalsk. De mærkelige sproglyde forplantede sig i lokalet, som sangerne bevægede sig rundt. Det var sang, skuespil og lydkunst på én gang. Et af optrinene lignede en skolelektion. Tre af sangerne sad på gulvet, mens den fjerde forsøgte at forklare dem et eller andet. Først kaglede de bare i munden på hinanden, men så samlede de sig gradvist og gled sømløst over i noget, der lød som enstemmig gregoriansk sang.


Undertiden blandede publikums kluklatter sig med deres pludren, når scenerierne blev absurd morsomme. Og det gjorde de ofte. Som fx da en af de Små Grå i en entusiastisk flirt med en høj flot herremannequin kom til at rive hånden af ham, hvorefter hun pinligt berørt af situationen kiggede sig frygtsomt omkring for at se, om nogen havde set det, mens hun kejtet forsøgte at sætte hånden på plads igen.


Sådan fortsatte det. Det vekslede mellem improvisation og ting, der var planlagt på forhånd. Desværre røg strømmen 20 minutter inde i koncerten, så The Mannequin Ensemble var totalt passive i en periode, men hele setup'et var så stærkt og Små Grå så dygtige improvisatorer, at jeg ikke lagde mærke til det.


En smuk aften."

A video documentation of the performance at DogA in Oslo